Han troede bare, han var rastløs

Da ingeniøren Michael fik ADHD’en under kontrol, trådte autismen frem.

Af Kristian Eskildsen

Kate Aamund, læge hos Privatpsykiater, møder jævnligt voksne mennesker, som først sent i livet opdager, at de har ADHD eller autisme.

En af dem er Michael. Han er ingeniør, sidst i 50’erne, og gennem det meste af sit liv har han været vant til at have gang i noget.
“Han har været drevet af en motor hele livet,” fortæller Kate Aamund.
“Ekstrem sport, projekter, overarbejde, nye idéer. Der skulle hele tiden ske noget.”

Men Michael kom faktisk ikke til klinikken på grund af sig selv til at begynde med. Det gjorde hans søn.

Sønnen blev begyndelsen

Kate Aamund mødte først Michael, da hun var i gang med at udrede hans søn for ADHD. Ved en af samtalerne deltog faren også, og mens de talte om ADHD, stress og forskellige måder at håndtere hverdagen på, begyndte Michael at fortælle om sine egne strategier.

“Jeg kunne godt høre, at der var noget genkendeligt,” fortæller Kate Aamund.

Men på det tidspunkt blev det ikke undersøgt nærmere. Først cirka et år senere kontaktede Michael selv klinikken. Nu var noget begyndt at ændre sig.

“Han kunne ikke længere holde til sit eget liv”

Michael fortalte, at han var begyndt at miste energi. Han følte sig mere og mere udmattet og kunne ikke forstå, hvorfor han pludselig ikke kunne klare det samme som tidligere.

“Han begyndte at blive depressiv og kunne mærke, at han ikke længere holdt til det liv, han havde levet,” siger Kate Aamund.

Udredningen viste hurtigt, at han havde ADHD.

Da medicinen dæmpede uroen

Michael begyndte på ADHD-medicin, og som hos mange andre gav det mere ro i hovedet. Men samtidig skete der noget andet.

“Når ADHD’en bliver dæmpet, så kan nogle af de autistiske træk pludselig stå meget tydeligere frem,” forklarer Kate Aamund.

For Michael blev det en voldsom oplevelse. Han begyndte at opdage, hvor meget energi han havde brugt hele livet på at passe ind socialt. Hvor meget han havde maskeret sig selv.

Han indså blandt andet:

• at sociale situationer drænede ham
• at smalltalk aldrig havde sagt ham noget
• at han egentlig helst ville tale om sine specialinteresser og tekniske emner
• at han ofte havde brugt alkohol for lettere at kunne være social

“Han fandt ud af, at han havde maskeret gennem hele livet,” siger Kate Aamund.

Samtidig pegede udredningen også på autisme.

“Mange tror, autisme skal ligne Rain Man”

Ifølge Kate Aamund er Michael langt fra den eneste.

Mange voksne med autisme har levet store dele af deres liv uden diagnose, fordi de har haft job, familie og fungeret godt udadtil.

“Vi har stadig en forestilling om, at autisme skal se ud på en bestemt måde,” siger hun.

“Men mange lærer at kompensere. Især intelligente mennesker med stærke faglige kompetencer kan gå under radaren i mange år.”

For Michael havde ingeniørarbejdet faktisk været med til at skjule vanskelighederne. Han trivedes i det tekniske og strukturerede, mens sociale relationer ofte føltes mere krævende.

Et eksempel på autistisk udbrændthed

Kate Aamund ser Michael som et godt eksempel på det, man kalder autistisk udbrændthed eller autistic burnout. Når mennesker med autisme gennem mange år forsøger at tilpasse sig omgivelserne, kan belastningen til sidst blive for stor.

“Man kan ikke blive ved med at kompensere i samme tempo hele livet,” forklarer hun.

For nogle kommer sammenbruddet først i 40’erne, 50’erne eller senere, når kroppen og nervesystemet ikke længere kan holde til presset.

Det kan vise sig som:

• udmattelse
• depression
• manglende energi
• øget behov for isolation
• stressfølsomhed
• følelsen af ikke længere at kunne fungere som før

At lære sig selv at kende igen

I dag er Michael stadig i gang med at finde ud af, hvem han er med sin nye viden om sig selv. Det er ikke nødvendigvis en lettelse fra den ene dag til den anden.

“Det kan være skræmmende,” siger Kate Aamund.
“For nogle føles det næsten som at møde en ny version af sig selv.”

Men diagnoserne har samtidig givet Michael noget, han aldrig tidligere har haft: En forklaring på, hvorfor livet nogle gange har føltes hårdere, end det så ud udefra.

Navnet Michael er opdigtet for at skjule patientens identitet.