Derfor kan det tage længere tid at få tilskud til din ADHD-medicin

Lægemiddelstyrelsen har ændret sin praksis for tilskud til ADHD-medicin. Det betyder, at nogle patienter skal igennem et længere og dyrere behandlingsforløb, før de kan få tilskud til den medicin, som psykiateren vurderer passer bedst. 

Flere af vores patienter har den seneste tid oplevet usikkerhed om tilskud til deres ADHD-medicin. Nogle får på apoteket at vide, at deres psykiater blot skal søge om tilskud. Når de kontakter os, har vi måske allerede sendt ansøgningen – i visse tilfælde for flere uger siden – eller også har Lægemiddelstyrelsen givet afslag.

Det skyldes en ændring i Lægemiddelstyrelsens praksis, som både kan forlænge behandlingen og gøre den dyrere, især for patienter, der selv betaler for et privat behandlingsforløb.

Tre ligeværdige præparater – men ikke ved tilskud

Når man begynder medicinsk behandling af ADHD, er methylphenidat normalt førstevalg. Hvis medicinen ikke virker godt nok eller giver uacceptable bivirkninger, kan psykiateren vælge et andet præparat.

Ifølge Medicinrådets behandlingsvejledning er atomoxetin, dexamfetamin og lisdexamfetamin fagligt ligestillede som andetvalg. Psykiateren bør derfor kunne vælge det præparat, der ud fra en konkret vurdering passer bedst til den enkelte patient.

Sådan fungerer det imidlertid ikke længere, når der søges om enkelttilskud.

Lægemiddelstyrelsen har besluttet, at atomoxetin som udgangspunkt skal afprøves, før der kan gives tilskud til blandt andet lisdexamfetamin. Begrundelsen er, at atomoxetin er billigere.

Det betyder, at en økonomisk prioritering i praksis kommer til at styre rækkefølgen i behandlingen – selv om præparaterne ifølge Medicinrådet er fagligt ligestillede.

Atomoxetin kan være den rigtige behandling – men ikke for alle

Atomoxetin er et godt og relevant præparat for mange patienter. Kritikken handler derfor ikke om, at medicinen ikke bør anvendes.

Problemet er, at atomoxetin virker på en anden måde end de centralstimulerende præparater methylphenidat og lisdexamfetamin. Effekten af centralstimulerende medicin kan ofte vurderes forholdsvis hurtigt. Atomoxetin skal derimod normalt afprøves i længere tid, før vi kan vurdere virkningen ordentligt.

Der kan samtidig være bivirkninger i begyndelsen af behandlingen. Derfor kræver et behandlingsforsøg med atomoxetin ofte flere konsultationer, dosisjusteringer og opfølgninger.

Hvis atomoxetin ikke virker eller giver uacceptable bivirkninger, skal vi dokumentere det. Først derefter kan vi søge om tilskud til eksempelvis lisdexamfetamin.

Det kan forsinke vejen til den rette behandling med adskillige uger eller i nogle tilfælde måneder.

Private patienter risikerer en større regning

For patienter i et privat behandlingsforløb kan de ekstra trin også gøre behandlingen dyrere.

Patienten skal betale for de konsultationer, der er nødvendige for at starte atomoxetin, justere dosis og vurdere virkninger og bivirkninger. Hvis behandlingen ikke fungerer, skal vi begynde forfra med et andet præparat.

Alternativet er, at patienten køber den medicin, som psykiateren anbefaler, uden at have fået tilskud. I så fald skal patienten i første omgang betale medicinens fulde pris.

Hvis Lægemiddelstyrelsen senere bevilger enkelttilskud, gælder bevillingen normalt med tilbagevirkende kraft. Det er derfor vigtigt at gemme kvitteringerne fra apoteket. Men får patienten afslag, kan vedkommende ende med selv at skulle betale hele udgiften.

Patienterne får forskellige beskeder

Ændringen har også skabt dårlig kommunikation mellem klinikkerne, patienterne og apotekerne.

Nogle patienter får på apoteket at vide, at deres psykiater kan søge om tilskud. Det er i princippet korrekt. Men det betyder ikke, at ansøgningen automatisk bliver godkendt.

Patienten kan derfor få det indtryk, at psykiateren har glemt at søge. I virkeligheden kan ansøgningen allerede være sendt eller være blevet afvist, fordi patienten ikke har afprøvet atomoxetin.

Jeg forstår godt, at det skaber frustration. Reglerne er komplicerede, og informationen om den ændrede praksis har ikke været tydelig nok.

Tiden går fra patienterne

Lægemiddelstyrelsen oplyser, at en ukompliceret ansøgning om enkelttilskud normalt behandles på omkring to uger. Hvis styrelsen efterspørger yderligere oplysninger, kan behandlingen af ansøgningen tage omkring to måneder.

Samtidig bruger psykiaterne mere tid på at skrive ansøgninger, indsende supplerende oplysninger og forsøge at forstå, hvilke begrundelser Lægemiddelstyrelsen vil acceptere.

Det sker på et tidspunkt, hvor ventetiden til psykiatrisk behandling allerede er meget lang.

I mine klinikker i Hillerød og Tornby oplever vi, hvor stort behovet for hjælp er. Derfor er det frustrerende, når tiden skal bruges på bureaukrati frem for på de mennesker, der står på venteliste eller allerede er i behandling.

Det bør være en faglig vurdering

Der skal naturligvis være opmærksomhed på udgifterne til medicin. Men man bør se på hele patientforløbet – ikke kun på prisen på den enkelte pakke medicin.

En billigere medicin er ikke nødvendigvis den billigste løsning, hvis den medfører et længere behandlingsforløb, flere konsultationer og en længere periode, hvor patienten ikke er tilstrækkeligt behandlet.

Efter min vurdering bør psykiateren fortsat kunne vælge mellem de fagligt ligestillede præparater ud fra den enkelte patients situation. Økonomien må indgå i overvejelserne, men den bør ikke tilsidesætte det kliniske skøn.

Peter Mark
Speciallæge i psykiatri
Privatpsykiater i Nordsjælland og Nordjylland