Når ADHD’en vinder – og de autistiske træk kommer til syne

Når vi taler om ADHD og autisme, kommer vi let til at tale om dem som to adskilte ting. Som om man enten har det ene eller det andet. Men sådan er virkeligheden ikke altid.

Nogle mennesker har begge dele i sig. ADHD’en og de autistiske træk kan ligge side om side. Og når de gør det, er min erfaring, at ADHD’en meget ofte vinder.

ADHD jagter dopamin overalt

Man skal simpelthen forestille sig, at hvis man har det kompleks, hvor de her to ligger ved siden af hinanden, så vil ADHD’en altid vinde. Fordi ADHD’en går ud på at jagte dopamin overalt.

Og det kan vise sig på mange måder.

Det kan være sex. Det kan være skænderier. Det kan være mad. Det kan være anerkendelse. Det kan være diplomjagten hos de intellektuelle. Altså alt, hvad der kan skabe et eller andet, hvor man kan køre løs. Noget, der giver intensitet, spænding eller en følelse af at være i gang.

Men ofte sker det uden, at man egentlig tager hensyn til sig selv. Uden at mærke efter, hvad man faktisk har brug for.

Det er det, ADHD’en kan. Den kan drive én fremad. Ud i verden. Ud i relationer. Ud i konflikter. Ud i præstationer. Ud i jagten på det næste, der kan sætte systemet i gang.

Gider ikke at skændes mere

Når man får det dopamin, og det sætter sig på receptorerne, så behøver man ikke længere overtræne. Så bliver man mere normal. Så træner man måske kun to gange om ugen. Man gider ikke at skændes mere, fordi man ikke har brug for skænderiet for at kunne gå i gang med opvasken.

Det lyder måske voldsomt, men det er faktisk sådan, mange beskriver det.

Konfliktniveauet falder. Har man været hyperseksuel, kan det også falde til ro. Ting, der før har været drevet af jagten på stimulation, bliver ikke længere lige så nødvendige.

Og så kan man vende tilbage til den anden del af sig selv.

For nogle er den anden del de autistiske træk. Og for nogle viser det sig, at de faktisk er på spektret uden at vide det.

Det kan blandt andet handle om måden at være sammen med andre mennesker på.

Jeg hører mange sige, at de får enormt meget energi af at være sammen med andre mennesker. At det er spændende at studere mennesker på en næsten vild måde. Hvad tænker de? Hvordan reagerer de? Hvad sker der, hvis jeg siger sådan? Hvad ligger der bag deres adfærd?

Hvis der kommer en ny person, kan ADHD’en tænke: Hende vil jeg gerne finde ud af. Hvad er hun for én? Hvordan fungerer hun?

Det nye menneske bliver spændende. Der er noget at undersøge. Noget at afkode. Noget at blive stimuleret af.

Men på den anden side kan man ikke tåle det.

For man bliver overstimuleret. Man bliver tappet. Hele nervesystemet er, som det er – helt ude i fingerspidserne. Og selv om ADHD’en driver én mod det nye, det spændende og det sociale, kan den autistiske del af én bagefter være fuldstændig brugt.

Adfærd ændrer sig, når ADHD’en slukker

Når ADHD’en så ikke længere på samme måde dirigerer én, kan interessen for andre mennesker også ændre sig. Så er det måske ikke længere alle nye mennesker, der er spændende. Så skal de virkelig være spændende.

Det er en vigtig pointe, fordi den viser, hvor komplekst det kan være at forstå sig selv, når ADHD og autistiske træk optræder sammen.

Man kan tro, at man er meget social, fordi man hele tiden opsøger mennesker. Men måske er det ADHD’en, der søger stimulation. Man kan tro, at man elsker konflikter, intensitet eller højt tempo. Men måske er det dopaminjagten, der driver værket. Man kan tro, at man trives med mange relationer og nye indtryk, samtidig med at kroppen og nervesystemet fortæller noget helt andet.

Derfor er det vigtigt at se på hele mennesket.

Ikke kun på symptomer. Ikke kun på diagnoser. Og ikke kun på, hvordan et menneske ser ud udefra.

For indefra kan der være flere systemer i gang på én gang. En del, der søger fart, intensitet og stimulation. Og en anden del, der har brug for ro, forudsigelighed, pauser og færre indtryk.

Når man begynder at forstå det samspil, bliver det også lettere at møde sig selv med lidt mere venlighed.

Måske handler det ikke om, at man er besværlig. Måske handler det ikke om, at man ikke kan finde ud af at være social, regulere sig selv eller træffe gode valg.

Måske handler det om, at ADHD’en længe har fået lov at vinde.

Og når den falder lidt til ro, bliver der plads til at opdage resten af sig selv.

Hent plakat til udprint

Plakaten med adfærd og kendetegn ved ADHD og autisme tager udgangspunkt i Kirsten Callesens arbejde (Psykologisk Ressource Center).

Her kan du hente plakaten som pdf og udskrive i A3 eller A4.