Sådan tackler du ferien som neurodivergent

 

Ferien bliver ofte solgt som årets store åndehul. Nu skal vi slappe af, være spontane, opleve noget, være sammen og endelig gøre alt det, vi ikke når i hverdagen.

Men for mange neurodivergente mennesker – og for mange familier med neurodivergente børn – kan ferien også være en af årets mest krævende perioder.

Når hverdagen stopper, forsvinder strukturen. Når man rejser væk, kommer der nye lyde, nye senge, nye lugte, nye rutiner og nye forventninger. Og når man samtidig gerne vil have, at alle skal hygge sig, kan ferien hurtigt blive alt andet end afslappende.

Derfor handler en god ferie ikke nødvendigvis om at lave mest muligt. Den handler om at forstå, hvad nervesystemet kan holde til.

Start med det vigtigste spørgsmål: Hvad har vi brug for?

Ifølge Kate Aamund er det første, man skal spørge sig selv om, ikke: Hvor skal vi hen? Det er snarere: Hvad har vi brug for?

Har barnet brug for forudsigelighed? Har den voksne brug for struktur? Er der autistiske træk, skiftfølsomhed eller angst i spil? Er der ADHD, som længes efter aktivitet, variation og dopamin – men som samtidig risikerer at blive overstimuleret?

Det er netop her, ferien kan blive vanskelig. For nogle med ADHD kan det umiddelbart virke tillokkende at booke en ferie, hvor man hele tiden skal videre. To dage her, tre dage der, nye oplevelser, nye byer, nye seværdigheder.

Men for et skiftfølsomt nervesystem kan det være voldsomt belastende. Hver gang man kommer et nyt sted hen, skal kroppen akklimatisere sig igen. Der er nye puder, nye lyde, nye rum og nye mennesker at forholde sig til.

Det, der for den ene føles som eventyr, kan for den anden føles som kaos.

Overvej at blive samme sted

For mange neurodivergente børn og voksne kan det være en stor hjælp at blive det samme sted i længere tid.

Det kan måske lyde kedeligt for den del af familien, der længes efter afveksling. Men for nervesystemet kan det være en gave.

Når man bliver samme sted, begynder kroppen at kende omgivelserne. Man ved, hvor man skal sove. Man ved, hvordan morgenmaden fungerer. Man ved, hvor stranden, skoven, iskiosken eller legepladsen er. Den gentagelse kan skabe ro.

Det betyder ikke, at ferien skal være uden oplevelser. Men oplevelserne kan med fordel bygges oven på en stabil base.

Det kan være det samme sommerhus. Den samme campingplads. Det samme hotel. Det samme marked, man går ned til. Den samme strandtur om eftermiddagen.

Små gentagelser kan være det, der gør ferien tryg nok til, at der faktisk bliver plads til at nyde den.

 

Lav en enkel struktur for dagen

Mange med ADHD har et ambivalent forhold til struktur. De ved godt, at de har brug for den, men de kan samtidig opleve den som ufri.

I ferien bliver det dilemma tydeligt. For på den ene side vil man gerne væk fra hverdagens skemaer. På den anden side kan helt åbne dage skabe uro, angst og konflikter.

Derfor kan det hjælpe at lave en meget enkel dagsstruktur.

Det behøver ikke være et stramt program. Det kan være noget så simpelt som:

• Vi står op.
• Vi spiser morgenmad.
• Vi tager en rolig formiddag.
• Efter frokost tager vi måske ud.
• Senere kommer vi hjem igen.
• Om aftenen spiser vi og lander.

For nogle børn kan det være en stor hjælp at vide, hvad der cirka skal ske. Ikke fordi alt skal planlægges ned i detaljer, men fordi uvisheden i sig selv kan være belastende.

Hellere en enkel plan, der kan justeres, end en helt åben dag, hvor ingen ved, hvad der skal ske.

Pas på med den spontane ferie

Spontanitet kan være dejligt. Men i en neurodivergent familie kan spontanitet også være noget, der vælter dagen.

Det gælder især, hvis et barn eller en voksen har autistiske træk eller er meget skiftfølsom. Så kan en pludselig idé om, at “vi tager da lige til Aalborg” eller “vi kører da bare videre i morgen”, skabe uro længe før, man overhovedet er kommet afsted.

Det betyder ikke, at man aldrig må være spontan. Men det betyder, at spontanitet skal bruges med omtanke.

Man kan for eksempel lave små valg inden for en kendt ramme:

I dag kan vi vælge mellem strand eller skov.
Vi kan tage på café eller spise hjemme.
Vi kan tage en kort tur eller blive her.

På den måde får man fleksibilitet uden at fjerne trygheden.

Lufthavne kan være ekstremt stressende

For mange med ADHD er lufthavne noget af det mest stressende ved at holde ferie.

Der er tidspres, køer, pas, billetter, tasker, sikkerhedskontrol, mennesker, lyde og uforudsigelighed. Hvis man samtidig er tidsoptimist eller har tendens til at glemme, hvor man lægger ting, kan det hurtigt blive overvældende.

Her kan helt konkrete regler hjælpe.

Passet ligger altid i den samme forlomme.
Boardingkortet ligger altid samme sted.
Telefon, pung og nøgler har faste pladser.
Der er god tid i lufthavnen, også selv om det føles irriterende.

Pointen er ikke at overkontrollere, men at mindske antallet af små panikker.

Hvis flyrejser altid udløser stress, kan man også overveje, om andre ferieformer er bedre. Måske er bilen, toget eller et sommerhus tættere på i virkeligheden mere afslappende for hele familien.

 

Vælg sæder og pauser med omtanke

Hvis man skal flyve, kan det være en god idé at tænke over placeringen i flyet.

Mange med ADHD, uro i kroppen eller angst kan have det bedre ved at sidde ved gangen eller tættere på en udgang. Ikke nødvendigvis fordi de skal ud, men fordi det kan give en følelse af mulighed. Man kan komme på toilettet. Man kan rejse sig. Man føler sig mindre låst.

Det samme gælder i andre sammenhænge. I biografen, til foredrag, i auditorier eller på restauranter kan det give ro at sidde et sted, hvor man kan komme ud uden at skulle forbi mange mennesker.

Det kan virke som en lille detalje. Men for nervesystemet kan det gøre en stor forskel.

 

Byferie lokker – men kan koste dyrt

Mange med ADHD vil instinktivt vælge byferien. Der sker noget hele tiden. Der er caféer, museer, butikker, mennesker, lys, lyde og oplevelser.

Det kan være spændende. Men det kan også blive alt for meget.

Hvis man fylder dagene med seværdigheder fra morgen til aften, kan man ende med en ferie, hvor alle er overstimulerede, udmattede og irritable. Man får måske set hele London, Paris eller New York – men har brug for to uger bagefter til at komme sig.

Det betyder ikke, at byferie er forbudt. Men den skal planlægges klogt.

Lav luft i programmet.
Vælg få ting pr. dag.
Bo ikke midt i det mest larmende område.
Brug ørepropper eller høretelefoner.
Planlæg pauser på hotellet.
Accepter, at man ikke skal nå det hele.

En god byferie for et neurodivergent nervesystem er ikke nødvendigvis den ferie, hvor man får mest ud af byen. Det er den ferie, hvor man stadig kan mærke sig selv, når dagen er slut.

 

Naturen kan give stimuli uden at overbelaste

Det paradoksale er, at mange neurodivergente mennesker søger mod kraftige stimuli, selv om det ofte er roligere stimuli, der gør dem godt.

En vandretur, en strand, en skov eller et sommerhus ved Vesterhavet kan give masser af sansning: vind i ansigtet, lyden af bølger, bevægelse i kroppen, noget at kigge på, noget at samle op, noget at mærke.

Men det er en anden type stimuli end storbyens busser, sirener, menneskemængder, reklameskilte og indtryk fra alle retninger.

Naturen kan aktivere sanserne uden nødvendigvis at overbelaste dem.

For børn kan det være en hjælp med konkrete, gentagne aktiviteter: samle muslinger, gå den samme tur, se solnedgang, spille hurtige spil, kaste sten i vandet eller gå ned til den samme isbod.

Det enkle kan være stærkt regulerende.

 

Store familiesammenkomster kan dræne

Ferien er også tid for familie. Sommerhuse med flere familier, bedsteforældre, fætre, kusiner og fælles aktiviteter kan lyde hyggeligt.

Men for et overbelastet nervesystem kan det være dybt drænende.

Hvis man i forvejen er udbrændt, stresset eller fyldt med indre uro, kan det være svært at forholde sig til mange mennesker på én gang. Måske kan man overskue én person. Måske kan barnet lege med én fætter, men ikke med fem børn, tre voksne og fælles måltider hele dagen.

Her er det vigtigt at være realistisk.

Hvor meget socialt kan vi faktisk holde til?
Hvor kan barnet trække sig?
Hvornår holder vi pause?
Skal vi bo sammen med de andre – eller tæt på dem?
Kan vi deltage i noget, men ikke alt?

Det er bedre at planlægge pauser på forhånd end at vente, til barnet får meltdown, eller de voksne bliver udmattede og irritable.

 

Bilferie er ikke altid den rolige løsning

Mange tænker, at bilferie er nemmere end fly. Og det kan det også være, fordi man selv styrer tempoet.

Men en lang tur gennem Tyskland og Frankrig med børn på bagsædet kan også være en hård belastning. Man sidder fastspændt. Kroppen kan ikke bevæge sig frit. Børnene keder sig. Uroen bygger sig op. Og så kommer konflikterne.

Hvis man vælger bilferie, er det derfor vigtigt at planlægge pauser, bevægelse og realistiske etaper.

Måske er det bedre med en kortere køretur og en roligere ferieform end en lang transport, der allerede slider hele familien op, før ferien er begyndt.

 

Tænk i nervesystemer – ikke i idealferier

Den gode ferie er ikke den ferie, der ser bedst ud på Instagram. Det er heller ikke nødvendigvis den ferie, andre familier ville vælge.

Den gode ferie er den ferie, der passer til jeres nervesystemer.

Måske betyder det færre destinationer.
Måske betyder det mere struktur.
Måske betyder det mindre familie.
Måske betyder det natur frem for storby.
Måske betyder det, at én voksen tager på museum, mens den anden bliver hjemme med barnet.
Måske betyder det, at man siger nej til noget, man egentlig gerne ville, fordi prisen bagefter bliver for høj.

Det er ikke et nederlag. Det er omsorg.

 

En ferie med færre konflikter begynder før ferien

Hvis ferien skal fungere bedre, skal man helst begynde før afrejse. Tal om, hvad der plejer at være svært. Lav en enkel plan. Forbered barnet. Pak i god tid. Beslut, hvor de vigtige ting skal ligge. Tænk over transport, søvn, mad, pauser og socialt samvær.

Og vigtigst: sænk ambitionsniveauet. For neurodivergente børn og voksne kan ferie være dejligt. Men den bliver sjældent god af at være helt fri, helt spontan og helt fyldt med oplevelser.

Den bliver god, når der er plads til både aktivitet og ro. Til både struktur og frihed. Til både fællesskab og pauser. Og når man husker, at det ikke handler om at få mest muligt ud af ferien. Det handler om at komme hjem uden at være brugt op.