ADHD og ADD

Hvad er ADHD og ADD?

ADHD er en medfødt udviklingsforstyrrelse, hvor man har de typiske symptomer: koncentrationsvanskeligheder, hyperaktivitet og impulsivitet.

ADHD kaldes også for hyperkinetiske forstyrrelser. Ved undertypen ADD (Attention Deficit Disorder) har man de nævnte vanskeligheder med koncentration og impulsivitet, men ikke eller i mindre grad hyperaktivitet.

Forkortelsen ADHD er en forkortelse af det engelske navn Attention-Deficit-Hyperactivity Disorder, der kan oversættes til “Lidelse med opmærksomheds nedsættelse og over-aktivitet”. Betegnelsen dækker over en gruppe af flere forskellige typer af vanskeligheder, som begynder i barndommen og ofte giver problemer både hjemme, i skolen, socialt og senere på studier, arbejdspladser og socialt i samspil med andre mennesker.

• “Attention-deficit” står for opmærksomheds- og koncentrationsbesvær. Altså at man har problemer med at samle sig om det, som man skal gøre.
• “Hyperactivity disorder” betyder, at man har tendens til over-aktivitet. Altså at man ikke kan holde sig i ro og ikke kan kontrollere sin impulsivitet – der kan være tale om både fysisk og mental hyperaktivitet (tankemylder)

Hvilke udfordringer kan det give at have ADHD?

Børn, unge og voksne med ADHD har en forstyrrelse i hjernens funktioner vi benytter os af, når vi skal prøve at forstå og løse problemer, planlægge og skaffe os overblik. Det giver forskellige udfordringer som:

• problemer med at skabe overblik og struktur
• vanskeligheder med at planlægge aktiviteter
• forringet arbejdshukommelse
• dårlig tidsfornemmelse
• søvnforstyrrelser

Det gør det svært at planlægge sin dagligdag. Det giver ofte store indlæringsvanskeligheder og sociale problemer. Unge og voksne med ADHD/ADD har problemer med at tage en uddannelse og at forblive i et job. Uden støtte og behandling vil der ofte være tale om uafsluttede uddannelseforløb og hyppige skift af arbejde.

Problemerne berører næsten alle sider af livet. Mange med ADHD kæmper derfor ofte med dårligt selvværd, vanskelige forhold til andre mennesker også i forhold, humørsvingninger, søvnproblemer og dårlige præstationer i skolen eller på arbejdet.

Voksen ADHD

Mange personer med ADHD er aldrig blevet psykiatrisk undersøgt og diagnosticeret i børne- og ungdomsårene. Enten fordi omgivelserne ikke har været opmærksom på det eller fordi de har kompenseret for det ved ekstra arbejde i skole og uddannelsessystemet. Først senere i livet bliver de opmærksomme på, at de har begrænsninger f.eks. fordi de læser om ADHD/ADD, møder personer der genkender symptomerne eller f.eks. selv får børn, der bliver udredt og diagnosticeres med ADHD/ADD. 

Symptomerne på ADHD bliver som regel mildere med alderen. Men hos omkring 50 % fortsætter symptomerne med at være svære, også i voksenalderen

Nedsat funktionsevne hos voksne med ADHD kan medføre stress, angst og depression. Søvnproblemer kan føre til misbrug, f.eks overforbrug af alkohol, hash og sovemedicin.

Hos de fleste mennesker med ADHD sker der en udvikling af funktioner med alderen. Det betyder, at antallet af personer, der opfylder alle kriterierne for ADHD, aftager med stigende alder. Men mange har alligevel symptomer, der varer ved ind i voksenlivet. Så selvom en voksen ikke længere opfylder alle kriterierne for at have diagnosen ADHD, kan personen stadig have mange gener.

ADHD-symptomer hos voksne

• Hovedsymptomerne ved ADHD hos voksne er koncentrationsproblemer, hyperaktivitet og impulsivitet:
• Hyperaktiviteten aftager for det meste noget i de unge år
• Man kan blive ved med at have problemer med at organisere hverdagen og ofte også sit arbejde eller studier. Denne tendens fortsætter op i voksenalderen

Voksne behandler man med medicin suppleret med undervisning, støtte og vejledning samt evt. kognitiv adfærdsterapi individuelt eller i grupper.

Særligt koncentrationsproblemer, og i nogen grad impulsivitet, er altså for det meste mere fremtrædende end rastløshed og hyperaktivitet hos voksne med ADHD. Hyperaktiviteten, som er meget udtalt i barne-og ungdomsårene, erstattes med alderen ofte af en indre uro og rastløshed med tendens til tankemylder og grublerier, f.eks. når man sammenligner sit funktionsniveau med andre.

ADHD kan give problemer med:

• fastholdelse på arbejdsmarkedet, altså at kunne forblive i et job
• impulsiv adfærd med øget risiko for ulykker
• stofmisbrug
• udvikling af følgesygdomme f.eks. stress, angst og depression 

Der kan være forskellige grunde til, at man vurderer, at voksne skal undersøges for ADHD:

• Personen eller omgivelserne kan selv have genkendt symptomerne og ønske at vide, om de kan have ADHD
• I nogle tilfælde er det aktuelt at foretage en diagnostisk vurdering af forældre til børn, som har fået diagnosen, fordi det kan være arveligt, og fordi det kan hjælpe barnet at få støtte/behandling af forældre, hvis de har ADHD
• Det kan også være et ønske at finde ud af, om man har ADHD, hvis man er i behandling for afhængighed af et rusmiddel eller i behandling for andre psykiske sygdomme end ADHD

Udredning af ADHD/ADD hos speciallæge i psykiatri består typisk af følgende elementer:

• Et spørgeskema som udfyldes af personen selv, f.eks. ASRS v 1,1 (Adult Self-report Scale)
• Interview med speciallægen – evt. med deltagelse af partner el pårørende. Her indhenter man information om personens udvikling, psykiatriske symptomer, vanskeligheder fra tidlig barndom til voksenalder samt eventuelt tidligere og nuværende misbrug. Endvidere indhentes oplysninger om personens sundhedsmæssige, sociale og økonomiske situation, uddannelses-og erhvervsmæssige baggrund og daglige funktionsniveau
• Speciallægen udleverer ofte et mere detaljeret spørgeskema til hjemmeudfyldelse til næste samtale. Personen kan her med fordel inddrage forældre, søskende eller andre med langvarigt kendskab til vedkommende
• En tilbagemelding til personen med undervisning og forklaring af de væsentlige fund, hvilke behandlingsmuligheder der fremstår herunder om undersøgelsen giver anledning eller behov for yderligere undersøgelser.

Behandling af ADHD hos voksne

Privatpsykiater følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger som er at voksne med ADHD modtager:

• Psykoedukation dvs. undervisning om sygdommen og følgerne af den
• Vejledning i hvorledes man selv kan håndtere ADHD vanskelighederne
• Anvisning af hvor der indhentes yderligere information
• Kognitiv adfærdsterapi, hvis der også er symptomer som angst og depression
• Medicin anbefales som supplement, hvis ikke ovenstående tiltag er tilstrækkelige (hvad de ofte ikke er)

Behandling af voksne med medicin

Når voksne skal starte behandling med medicin mod ADHD, skal det foregå hos en psykiater. Den senere kontrol kan foregå hos den praktiserende læge så længe den medicinske behandling af ADHD ikke ændres. Hvis der bliver behov for ændring af ADHD medicin skal dette foregå hos psykiater.

Fordele ved behandling med medicin

• Undersøgelser viser, at voksne med ADHD i moderat til svær grad har gavn af methylphenidat (MPH), et centralstimulerende middel, som er den mest brugte type medicin i behandlingen af ADHD
• Methylphenidat har gavnlig effekt på ADHD kernesymptomer og funktionsniveau
• Alternativt kan et andet centralstimulerende middel, lisdexamfetamin anvendes,
• Det tredje middel, der har vist en moderat effekt er atomoxetin som ofte anvendes til afhjælpning på ADHD-symptomer hos personer, der samtidig har symptomer på angst og som ikke har kunnet tåle behandling med methylphenidat eller lisdexamfetamin
• Udover lægemidler med direkte virkning på ADHD/ADD kan der være behov for behandling af ledsagesymptomer f.eks. søvnproblemer, angst eller depressive symptomer

Bivirkninger ved behandling med medicin

• Undersøgelserne viser, at behandlingen kan have bivirkninger for nogle, f.eks. i form af forhøjet puls og blodtryk (dog sjældent af klinisk betydning), nedsat appetit og søvnproblemer
• Voksne med ADHD, som har god gavn af medicin, anbefales at fortsætte med behandlingen i flere år. Hvis man på et tidspunkt føler sig klar til det, og gerne vil ud af medicinen (evt. på grund af tvivl om effekten, eller bivirkninger), bør man i samråd med sin egen læge aftale en udtrapning.